main menu
Ulkerup Skov og landsby
Seværdigheder
(Foto: Jørgen Stoltz)
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Ulkerup skov ligger på en stor moræneflade, som først er blevet opdyrket og beboet i middelalderen, deraf navnet Ulkerup: endelsen fortæller, at her er tale om en skovrydning.

Ulkerup Skov

Ulkerup skov ligger på en stor moræneflade, som først er blevet opdyrket og beboet i middelalderen, deraf navnet Ulkerup: endelsen fortæller, at her er tale om en skovrydning. Skoven har dog altid fået lov at være der i en vis udstrækning. Bønderne i Ulkerup var skovbøndere. De havde deres agre spredt rundt på de mest dyrkbare områder i skoven, hegnede i kortere perioder mod de græssende dyr, indtil de opgav ævred – brugte risgærdet til risbrænde, og lod dyrene græsse jorden, mens den lå brak til næste dyrkningsperiode. Skovbunden blev brugt til græsning og de store bredkronede træer tilhørte krongodset/kongen, men gav masser af olden til bondens dyr.

 

Skovlandsbyen

Det gamle landsbyområde ligger i dag som et afgræsset område med spredte egetræer. Her kan man stadig se de gamle toftegærder, som har omsluttet hver gård og hus i landsbyen. Hist og her ses små høje, som gemmer på ildstedet fra de nedrevne huse. Visse steder er sten fundamentet fra husene også synlige. Da landsbyen blev nedlagt i 1782 til fordel for et ordnet skovbrug, blev der etableret en planteskole på noget af landsbytomten. Her blev der dyrket frugttræer til egnens befolkning for at forbedre sundheden og graden af selvforsyning.

 

Udstillingshuset

Midt i landsbytomten for enden af det gamle gadekær ligger et udstillingshus. Det er ikke en kopi af de huse, der lå der oprindeligt, men det indeholder en meget flot kopi af en gård fra landsbyen. Gården er lavet af foreningen ”Mini Odsherred” som en tro kopi efter en skifteprotokol og opmålinger af gårdens fundament, som stadig kan ses i skoven. Der findes også en række kort, som viser forholdene, lige før landsbyen blev nedlagt, og den nye skov tilplantet.

Skovridergården Mantzhøj

Lige i skovens østlige udkant ligger skovridergården. Den lå oprindelig inde i landsbyen, men blev i lighed med de andre store gårde flyttet ud, da skoven skulle tilplantes. Allerede i 1829 måtte man erkende, at den gård, der var udflyttet fra landsbyen, var for ringe. Den nye skovridergård blev opkaldt efter den tyske forstmand, som blev ansat til at forestå skovtilplantningen i Odsherred, og har nu holdt i 180 år uden at se forfalden ud - tværtimod har den levet op til forventningerne fra dengang om at lave en standsmæssig bygning, som mange generationer ville sætte pris på. I dag rummer gården bolig for skovrideren og administrationen for Skov- & Naturstyrelsen Vestsjælland.

Roter din telefon