main menu
Annebjerg Skov
Seværdigheder
Foto: Jørgen Stoltz
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Løvskovene langs Isefjordens kyst er plantet af kronen i 1700-tallets slutning i et landskab med små landsbyer, overdrev og spredte skovholme. Skovene rummer bevarede spor fra udskiftningstiden og helt tilbage bronzealderens solkult. Skoven blev samlet i 1770’erne af skovarealer hørende til de omkringliggende landsbyer og styrket ved, at der blev plantet nye træer. Det smukkeste gamle stengærde kanter hele skoven, men ses bedst fra Skaverupvej langs sydsiden af skoven eller Egebjergvej langs østsiden af skoven.

Skoven blev samlet i 1770’erne af skovarealer hørende til de omkringliggende landsbyer og styrket ved, at der blev plantet nye træer. Det smukkeste gamle stengærde kanter hele skoven, men ses bedst fra Skaverupvej langs sydsiden af skoven eller Egebjergvej langs østsiden af skoven. I dag får bøgeskoven lov til at forynge sig ved selvsåning, og skovdistriktet har genskabt flere søer og skovsumpe, som ellers var afvandet. I skoven er flere små bevoksninger af asketræer, som trives på den fugtige bund.

Manglebjerg rejser sig med uventet højde i den nordlige ende af Annebjerg Skov. Udover den naturlige højde krones toppen af en fredet gravhøj fra bronzealderen. Herfra kan udsigten over skovsøerne og ned gennem bøgetræernes kroner nydes.

Annebjerg Skov

Annebjerg Skov gemmer på et smukt kuperet terræn tæt på Isefjorden.

Alt tyder på, at området har fungeret som et kultsted i bronzealderen. Her er der forgået hellige og rituelle handlinger i forbindelse med tilbedelse af solens kraft. Området giver de besøgende en enestående mulighed for selv at aflæse og tolke de mange gemte spor fra bronzealderen.

Et besøg på udstillingen ”Solens Land” kan hjælpe fantasien på vej. I Annebjerg Skov kan du opleve det autentiske miljø med gravhøje, sten med skåltegn, omkringliggende moser og en mægtig bakke, Manglebjerg, med vid udsigt tæt på Isefjorden, hvorfra solen står op af vandet. Bronzealderfolket har formentlig ikke taget solen for givet, med mindre man tilbad den. Er det mon i den forbindelse at Solvognen har været brugt?

 

Kongebøgen

Lige nord for Manglebjerg står Kongebøgen højt på en vejskråning. Den står til minde om en god jagtdag for Christian den 8. og dermed også for skovdistriktet. Chr. d.8. kom på Anneberg Gods, hvor han også holdt jagtmiddag, når han afholdt Kongejagt på Odsherred Skovdistrikt. Det er formentlig den daværende skovridder, der har foranlediget at kongens monogram blev ridset ind i barken, hvad man jo normalt ikke må.

 

Annas graner

Anna Hansen var priklekone i skoven og boede i Kildehusene. Hun har lagt navn til disse sitkagraner, som hun var med til at plante i 1902. Den ene er væltet og får nu lov til at ligge med sit kæmpe rodnet i vejret, som nærer fantasien, når man går forbi. Samtidig viser granen en ny holdning til den biologiske mangfoldighed i skoven. Her bliver nemlig god mad til både svampe, biller og spætter. Sitkagran er sammen med kæmpeædelgran de hurtigst voksende træer i de danske skove.

 

Hejrene i skoven

I skovbrynet lige nord for Kildehusene findes en hejrekoloni i toppen af de sølvgrå nobilisgraner. Allerede i slutningen af februar måned kommer fuglene til kolonien og begynder straks at bruge de gamle reder. Når det første æg er lagt, begynder de at ruger. Ungerne klækkes derfor med flere dages mellemrum. Hvis der ikke findes føde nok, er det kun den ældste, der overlever. Det er derimod også den ældste, der risikere at fryse ihjel ved sin tidlige fremkomst. Hejren spiser alt, hvad der rører sig omkring den, når den står ved mosen, åen eller stranden. Det kan man se i dens gylp under træerne: tænder og hår fra gnavere, klør og næb fra fugleunger og dækvinger fra biller foruden de fisk, som helt er opløst af mavesyre.

Roter din telefon