main menu
Stejlebanke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I bunden af Dybsø Fjord ligger Stejlebanke. Herfra er der udsigt ud over fjordområdet mod øen Dybsø, der ligger som et bolværk mellem hav og fjord. Tidligere groede her lyng, men nu farver tjærenellikerne bakken rød om sommeren som en makaber påmindelse om bakkens tidligere funktion som rettersted.

Den sidste henrettelse på den 19 m høje banke blev udført i 1850, hvor en ung pige, som havde dræbt sit nyfødte barn, blev halshugget og begravet i højen.

På det lave område neden for bakken kan løbe mange vadefugle, som finder deres føde i form af orme, snegle og muslinger. Flokke af lille kobbersneppe og ryler er ikke ualmindelige at se afsøge det lave vand.

Fra Stejlebanke strækker en mølledæmning sig mod sydøst over mod bakken, Glarborg. Den moderne vej løber skråt hen over den dæmning, som skabte møllesøen til Kølebæk Mølle. Vandmøllen nævnes i år 1370 og frem til år 1658. På Glarborgen er der fundet middelalderlig keramik.

Vildtbanegrøften

Da Christian 4. blev konge i 1588, besluttede han at anlægge Nordeuropas største jagtområde i Sydsjælland. Her måtte kun kongen gå på jagt - andre kunne risikere livet herfor. Der blev gravet grøft og sat hegn tværs over Sjælland fra Dybsø Fjord til Præstø Fjord.

Kyllebækken var en del af denne vildtbanegrøft. Hvor landevejen passerede grøften, opsatte man et led, som blev passet af en ledvogter. Vildtbanehuset eller Kyllebækhuset ved landevejen var kro i 1700-årene og menes at have været ledvogterhus.

Roter din telefon