main menu
Læsø Saltsyderi
Seværdigheder
Læsø Saltsyderi
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Landskendt produktionsvirksomhed, der samtidig fungerer som et levende museum. Her kan du se og høre om selve produktionen, om historien og om hvorfor vi kun på Læsø har det privilegium, at kunne syde salt. Fra Saltsyderiet har man mulighed for at vandre ud i det unikke naturområde Rønnerne.

Læsø Sydesalt fremstilles som pandesalt efter de gamle forskrifter. Det saltholdige grundvand hentes i brønde på Rønnerne. Vandet hældes i store jernpander, som hænger over ildstedet. Nu inddampes vandet, og når saltlagen er mættet, krystalliserer saltet. Herefter skovles det op i store kurve hvor det drypper af inden det tørres. Det er meget vigtigt at vandet ikke koger, for så bliver saltet bittert.

Saltsyderen fortæller også om sit fag og om saltets historie på Læsø. Det gør han ganske gratis, til alle der vil lytte.

Saltlagen til sydning hentes i dag som i middelalderen fra gravede brønde på Rønnerne. Et samspil af geologi,vinterstorme og tørt klima bevirker, at der dannes meget salt grundvand. Flere gange i vinterens løb oversvømmer havvand det flade område og i sommerhalvåret sker der en kraftig fordampning fra sandoverfladen. Vandet bliver ca. to meter nede i sandet stoppet af et massivt lag blåler, så det må blive stående og fordampe. Restvandet får en saltkoncentration på op til 15 procent. Saltprocenten i Kattegat er ca. 2-3.

 

 

Roter din telefon