main menu
Borreby Mose
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Borreby Mose er et stort sump- og rørskovsområde. Omkring mosen er der udstrakte engarealer der bruges til kreaturgræsning.

Ynglefugle: Flere vandfugle yngler ved Borreby Mose, bl.a. gråstrubet lappedykker, grågås, gravand, knarand, krikand, gråand, taffeland og troldand.

Mosen er særlig interessant som ynglelokalitet for stor kobbersneppe. Andre ynglende vadefugle er klyde, stor præstekrave, vibe og rødben.

Flere sangere som sivsanger, kærsanger og rørsanger er tilknyttet rørskoven og skægmejse yngler i mosen. Visse år optræder også sjældnere arter som drosselrørsanger og savisanger.

Rørhøg ses hele sommeren lang og yngler i mosen og i rørskoven. Rørdrum høres hvert år men det er uvist om den yngler. Isfuglen ses med jævne mellemrum i mosen. Ved mosen er der en lille fiskehejrekoloni.

Træk- og rastefugle: Mosen er en vigtig rasteplads for gæs, især om efteråret. Grågæs er dominerende og optræder sommetider i flokke af nogle tusinde fugle, men canadagæs, bramgæs og enkelte blisgæs ses her også. Forskellige svømme- og dykænder besøger mosen.

Knarand, krikand og skeand ses næsten hele året rundt. Om vinteren ses pibeand, taffeland og troldand – sidstnævnte kan optræde i tusindvis. Lille skallesluger og stor skallesluger er også vintergæster.

Dværgterne gæster mosen i sommermånederne. Om efteråret dukker trækkende vadefugle op på vej sydpå. Viber kan optræde i flokke på flere hundrede, og derudover ses stor præstekrave, hjejle, almindelig ryle, brushane, stor kobbersneppe og tinksmed i mindre antal. Dobbeltbekkasin er også en hyppig efterårsgæst.

Flere rovfuglearter ses rastende og jagende i området med jævne mellemrum, bl.a. rød glente, havørn, fiskeørn og vandrefalk. Om vinteren ses blå kærhøg og fjeldvåge.

Enkelte mere sjældne fugle dukker op med mellemrum, f.eks. er der de sidste par år set sølvhejre, stor skrigeørn, stribet ryle, odinshane og rovterne.

Roter din telefon