main menu
Ledreborg Slotshave
Seværdigheder
Ledreborg Slotshave med slottet i baggrunden (foto: Parks'nTrails)
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Slottet og det tilhørende store parkanlæg på ca. 4 ha hører til blandt Danmarks mest helstøbte kulturmiljøer. Selve Ledreborg Slot er en karakteristisk rokokobygning, mens parken, der i 1740'erne oprindeligt blev anlagt som en barokhave, senere er blevet omdannet til et mere landskabeligt romantisk anlæg.

For nogle år siden blev der udarbejdet en detaljeret landskabsarkitektonisk helhedsplan, der har dannet udgangspunktet for restaureringsprincippet i slotsparken.

Anlægsarbejdet har været tilrettelagt ud fra tre hovedmål: For det første at understrege og genskabe de barokke spor, der har historisk værdi i haven. Dernæst at skabe en havekunstnerisk fornyelse ved at genrejse "stedets ånd", og endelig ved at være praktisk realistisk både hvad angår økonomi og tilpasning til nutidig brug og vedligeholdelse af slotsparken.

Renoveringen af parken har bl.a. omfattet en genopretning af de terrasserede skrænter samt af springvand og spejldam, ligesom en række af parkens mange sandstensfigurer er blevet restaureret. Og så har renoveringen omfattet en række praktiske installationer med henblik på de mange arrangementer, der afholdes i parken - herunder Livsstilsmessen og Slotskoncerterne. 

På skråningen modsat slottet - nedenfor den midterste terrasse - er anlagt et bassin med en bagvæg i store granitblokke, som en hule i skråningen. Fra den midterste næsten 4 meter høje granitblok strømmer et vandfald ned i bassinet. Bassinet og vandfaldet er udført af kunstneren Erik Heide.

Til terrassen ovenfor vandfaldet er skabt en høj skulptur, som kan overdække figuren af Adam og Eva i vinterhalvåret. Skulpturen er endnu et af Erik Heides bidrag til renoveringsprojektet. 

I juni blomstrer det store pæonbed, som i sig selv er et besøg værd.

I bunden af parken findes et dejligt picnic-område, hvor den medbragte mad kan indtages.

Parken er åben for besøgende i perioden 1. maj - 31. oktober, dog er der lukket 3. weekend i august pga. slotskoncerterne. Slottet er kun åben i perioden 1. maj - 30. september og kun for forudbestilte rundvisninger.

Betaling for entre lægges i ærlighedsboksen ved indgangen.

Ledreborg Slot
Ledreborg Allé 2
4320 Lejre
46 48 00 38
Roter din telefon