main menu
Bolund og Bolundstenen
Seværdigheder
Halvøen Bolund i Roskilde Fjord (foto: Roskilde Kommune)
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I Roskilde Fjord nord for Risø ligger den markante halvø Bolund. Bolund består af en flad bakke længst ude i fjorden, et smalt drag, der fører derud, og brede strandenge ind mod landevejen. Inde på strandengene ligger Bolundstenen, som et levn fra istiden.

Bolund er en ca. 12 m høj moræneknold , som ligger ude i fjorden forbundet til land med en smal tange.

De mange sten der stikker op over vandoverfladen viser, at Bolund engang har været væsentlig større, men vandet har transporteret det finkornede materiale væk. Øst for Bolund har bølgerne opbygget tangen ind til land af det nedbrudte materiale.

Stenene i fjorden har en skarp afgrænsning mod vest, hvilket antageligt skyldes, at havis og isskruninger om vinteren har kunnet skubbe stenene dertil - og ikke længere.

Botanik

På Bolunds syd- og vestlige brinker ud mod fjorden, ses det øverste muldlag skarpt afgrænset mod istidsaflejringerne nedenunder. Mod nord og øst er der græsklædte skrænter med blandt andet kodrivere og sjældne potentil-arter. På strandvoldene neden for bakken finder man desuden, udover de mere almindelige arter, også den kendte giftplante Bulmeurt.

Strandengen ind mod land, hvor den sjældne Kær-Fnokurt med sine mange gule kurve og senere snehvide frøuld gror, bliver i sommerhalvåret græsset af kvæg. Græsningen er vigtig for at opretholde engtilstanden, der ellers hurtigt ville gro til. Sidst på sommeren er de højere dele af engen fuld af champignon, parasolhat og flere arter af vokshatte. Den sidste gruppe er indikator for gammelt, urørt græsningsland.

Ind mod Frederiksborgvej er der et stengærde. Mellem stenene er der skjulested for firben og her gror også en lille sjældenhed, den lille bregne Rundfinnet Radeløv. Der er ikke mange eksemplarer, men arten har lykkeligvis holdt sig på stedet i mange årtier.

Områdets største sten, Bolundstenen, er en mandshøj gnejssten - et stykke skandinavisk grundfjeld, som blev efterladt da isen smeltede.. Der er mange fortællinger om, hvorfor stenen ligger lige dér. En historie fortæller, at det er en heks, der i vrede har kastet stenen efter en trold. Trolden fik stenen i hovedet og sank i jorden. Men hvis stenen flyttes, vil troldens hoved atter komme til syne. En anden historie fortæller at stenen blev kastet af en troldkælling imod Roskilde Domkirke. Den nåede dog ikke så langt og kan i dag ses på Lille Valby Enge.

Der er offentlig adgang ad sti og der er opsat informationstavle.    

Roter din telefon