main menu
Mogenstrup Kirke
Seværdigheder
foto: Thomas Jørgensen
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Den højt beliggende middelalderlige kirke i Mogenstrup blev anlagt i forbindelse med en hellig offerkilde, der antagelig har rødder i hedensk tid. Da kristendommen kom til Danmark blev det gamle helligsted overtaget af kirken og derpå viet til Sct. Magnus - eller på dansk Sct. Mogens. Det er således den katolske helgen, der har givet navn til landsbyen.

Brug af helligt vand og hellige kildevæld kendes fra den tidligste kristne kirke, og fortsætter i nutiden på forskellig måde i forskellige kirkesamfund. Hvor der er helligt vand, er der også valfart af troende, der søger velsignelse ”benedictioner” og helbredelse. På mange steder er helbredelsesmulighederne større, hvis man opholder sig på stedet i længere tid, og/eller sover der. Hvor der er helligkilder kommer, der derfor ofte bebyggelser, der kan hjælpe de valfartende. Ved de store valfartsdage er der også store markeder, hvor de valfartende kan købe, hvad de har brug for. De helligdomme, der får mange besøgende, kan blive endog meget store.

Det er Mogenstrup kirke ikke, men den tilhører den samme lange tradition, selv om det ikke har udviklet sig til et stort sted.

I forbindelse med Mogenstrup kilde kendes også kildemarkeder med handel, og omkring kilden opstod efterhånden en bymæssig bebyggelse.

Kirken er opført i 1100-årene med kor og skib af kampesten med detaljer i kridtsten. Omkring år 1500 blev kirken kraftigt udvidet med sakristi, våbenhus, vestforlængelse og tårn. I kirken ses fine kalkmalerier: heriblandt en dommedagsscene fra omkring 1425 samt en korsbæringsscene fra omkring 1475, der muligvis er udført af samme maler, som har dekoreret Christian I kapellet i Roskilde Domkirke. Prædikestolen er fra 1633 og udført af Abel Schrøder den yngre, som havde værksted i Næstved, og hvis arbejder findes fx i Holmens Kirke i København.

Kirken ved den hellige kirke er blevet udsmykket af meget gode kunstnere, hvilket også fortæller om dens status.

Det synlige minde i kirken, om Sct. Mogens helligkildes betydning, er en kildeblok indmuret i våbenhusets østvæg. Et hul i muren sørgede for, at kildeblokken også kunne benyttes udefra af de valfartende – oftest fattige, svage, krøblinge og syge. Noget kunne tyde på at ”kildebesøg” blev en endnu mere populær tradition efter reformationen og at helbredelserne fortsatte. St Mogens kilde var berømt viden om, og især til Sct Hans, den 24. juni, kom der mange mennesker. Der blev skrevet en ”Kildesalmebog” med vejledning, og kirkens dåbsvand er blevet hentet fra kilden. Der er bevaret regnskaber fra 1600-tallet for de indtægter, der kom i kirkens blok efter kildebesøget. Regnskaberne viser hvordan pengene blev brugt: til kirkens vedligehold og udsmykning, men også til at hjælpe de fattige. Kildemarkederne ophørte så sent som i 1882. Stemningen er beskrevet af Chr. Winther (bla. i ”Hjortens Flugt”), som må have været med til dem i sin barndom. Senere blev traditionen med at mødes vedligeholdt ved grundlovsfester.

Kilden lå oprindelig i den fredede Kirkeskov tæt ved kirken, men i forbindelse med ny vejføring i 1824 blev den ledt til skovens udkant på vestsiden af den nye vej, hvor kilden stadig kan besøges.

Mogenstrup Kirke
Kirkeskovvej 6, Mogenstrup 4700 Næstved
Roter din telefon