main menu
Ringsebølle Kirke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Ringsebølle kirke er en af de ældste på Lolland-Falster antageligt opført 1150-1200. Den er oprindelig opført på en holm, der lå i en af de inderste vige af Rødby Fjord. Historien fortæller, at i tidsrummet 1340-1375 brød Østersøen ind og ødelagde landsby og gård, så kun kirken stod tilbage. I gamle sagn hedder det at: Ringsebølle kirke stod syndfloden over.

Kirken, der er en af de ældste i stiftet, er antagelig opført i tiden 1150-1200 på en holm, der lå i det der dengang var Ringsebølle sø, der var en af de inderste vige af Rødby Fjord. Da kirken blev opført har det derfor været muligt at sejle herfra og ud til Østersøen.

I forhold til andre kirker, der som oftest er bygget på områdets højeste punkt, ligger kirken i Ringsebølle lavt. Hvad denne placering skyldes, kan man kun gisne om, men måske har her tidligere været et gammelt helligsted, eller måske har kirken tjent som tilflugtssted i ufredstider, idet placeringen på en ø har gjort den nemmere at forsvare.

Kirken hed oprindelig Egeby, efter en landsby af samme navn, som lå i nærheden af kirken. Her har også været en større gård, da det af gamle skrifter fremgår, at ridder Henrik Wardenberg af Egeby har skænket gods til kirken. Hans gravsten dateret 1414 skal også have ligget i kirkegulvet. Denne landsby og gård er senere forsvundet, måske i forbindelse med oversvømmelse. Her fortæller historien, at på Valdemar Atterdags tid (1340-1375) brød Østersøen ind over landet og ødelagde Egeby undtagen kirken. Denne vandflod blev ifølge gamle sagn kaldet "syndfloden", og det hedder sig også, at Ringsebølle kirke har stået "Syndfloden" over. Præsten flyttede derefter til Rødby, og siden har sognet været anneks.

Efter reformationen hørte kirken under kronen som en af Lollands mere velhavende landsbykirker. Kirken blev selvejende den 1. oktober 1953, hvilket var forholdsvis sent, da de fleste af egnens kirker havde fået selveje allerede i 1920erne.

Kirken består af romansk skib og kor bygget af kampestenskvadre, koret er dog senere udvidet til dobbelt størrelse. Kirken har aldrig haft tårn, men indtil midten af 1800tallet hang kirkens klokke i en klokkestabel der stod på kirkegården, nu hænger klokken i en glug i kirkens vestgavl. Efter udsagn fra sagkyndige er klokken i senromansk stil fra 1200 tallets første halvdel og er dermed utvivlsom en af de ældste kirkeklokker på Lolland. Der skal have været en klokke mere, og sagnet fortæller, at den faldt i søen da klokkestabelen hvor klokkerne hang væltede, en anden måske mere sandsynlig forklaring er, at klokken blev afleveret ved en klokkeskat som Frederik den l udskrev i 1528, her skal der fra hele landet være afleveret omkring 2.000 klokker der blev brugt til støbning af kanoner.

Gennem tiden har der været mange myter og sagn om Ringsebølle kirke. Med hensyn til kirkens placering fortælles, at man egentlig ville have bygget kirken ved gårdene i Ringsebølle, men hver nat blev stenene flyttet ud på holmen i søen, så det endte med at kirken blev bygget her.En anden ting, der har givet anledning til sagn og myter er de stenrelieffer der er i kirkens mure, bl.a. over indgangsdøren fra våbenhuset og ind i kirken. Her fortæller sagnet om en kamp mellem to brødre, hvor den overlevende som bod for broderdrab byggede kirken, men det er nok nærmere et symbol på kampen mellem det onde og det gode.

Roter din telefon