main menu
Vigersted kirke
Seværdigheder
Vigersted kirke set fra byfælleden.
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Følg i pilgrimmenes fodspor med et besøg i Vigersted Kirke med sine righoldige velrestaurerede kalkmalerier. Folk valfartede i middelalderen til Sct. Vilhelms kilde ved Kildevej lige i nærheden af kirken i håb om helbredelse for alverdens dårligdomme. Vigersted Kirke er indviet til helgenen Sct. Nicolaus, de søfarendes og børnenes helgen - senere kendt som Santa Claus eller Julemanden. Han kan findes på flere af kirkens kalkmalerier.

Kalkmalerierne

Vigersted Kirke er kendt for sine smukke kalkmalerier fra ca. 1450 af samme maler som i Bringstrup kirke. Kalkmalerierne er en illustration af bibelske fortællinger og et udtryk for hvordan man opfattede livet på den tid. 

Kirken er viet til Sct. Nicolaus og kalkmalerierne i tårnrummet viser forskellige sider af Sct. Nicolaus’ virke:

  • En fattig fader er på vej til byen med sine tre døtre, som skal sælges. Sct. Nicolaus møder dem og forærer faderen et guldæble. Døtrene undgår derved at blive solgt.
  • Sct. Nicolaus vækker 3 unge mænd til live efter at kroværten har dræbt og parteret dem og gemt dem i en kiste.
  • Sct. Nicolaus kommer nogle sømænd i havsnød til undsætning.
  • Sct. Nicolaus er død og ligger i en sarkofag omgivet af gejstlige, pilgrimme og krøblinge. En gejstlig læser sjælemesse. En kordreng ved siden af har vievandskar og stænkekost i hænderne.

Kirkens kalkmalerier viser desuden de syv scener fra Jesu lidelseshistorie:

  • Jesus’ indtog i Jerusalem palmesøndag
  • Bøn i Getsemane Have
  • Judaskysset, der forråder Jesus
  • Jesus forhøres hos Pontius Pilatus
  • Jesus piskes
  • Kroning
  • Vandringen med korset til Golgata sammen med de to røvere.

Andre motiver i kalkmalerierne er:

  • Skabelsen; Eva træder ud af Adams ribben
  • Fristelsen i Paradisets Have
  • Kain og Abel
  • Sct. Mikael og dragen. Knud Lavard holder dristigt både lanse og rigsæble, selvom han aldrig blev konge af Danmark.

Sct. Vilhelms kilde og kirkeklokkerne

I ”Danmarks Folkesagn” fra 1843 kan man læse et sagn om Vigersted Kirke:”Der boede ved Ringsted en nævenyttig mand, som hed Willum. Han støbte en klokke til Vigersted kirke, som havde sådan klang, at den lød fra Vigersted til Valby bakke. Men da han havde smeltet så meget sølv deri, at han derved blev forarmet og kom i stor skyld, forfulgtes han af dem, hvis skyldner han var, flygtede ud på Vigersted Mark og blev der dræbt ved siden af en høj. Da udsprang på samme sted en kilde, hvilken endnu kaldes efter ham St. Willums kilde.”

Et andet sagn fortæller, at det var støbemesteren, der dræbte sin svend, fordi svenden havde kommet for meget sølv i klokken.

Om nu sagnene er sande eller ej, så ved man, at der findes 2 kirkeklokker i Vigersted Kirke. Den ældste fra 1515, den anden fra 1607 med relieffer af to kvindefigurer.

 I dag er der automatisk kirkeringning.

Værd at vide

Den ældste del af kirken er fra ca. 1150. I 1400-tallet tilføjede man tårn, våbenhus og kor.

I koret står kirkens monstranshus fra ca. 1525. Det er fra senmiddelalderen og har tjent til opbevaring af kirkens hellige kar samt en beholder til nadveroblater. Korbue-krucifikset er ligeledes sengotisk. Det er flyttet fra korbuen til ophæng på nordvæggen.

Altertavlen er højrenaissance fra 1601.

Alterbordet stammer fra 1605. Malerierne på panelerne forestiller Kristus med verdenskuglen og kors samt Johannes med kalken.

Prædikestolen er rigt ornamenteret bruskbarok (1630-1660).

I tårnrummet er der omkring år 2000 opstillet et smukt, moderne lysalter, skabt af glaskunstner Maj Winther Christensen. På lysholderne er der henvisninger til forskellige skriftsteder.

I januar 2011 blev det nye kortæppe og nye knæfald indviet. Kunstneren Ullrich Rössing har til begge kunstværker taget udgangspunkt i farverne på kalkmalerierne. Kortæppet skildrer bl.a. Livets træ, hvorfra bladene som bønner spreder sig ud i verden.

På knæfaldet ses et tema, der kan betragtes som palmeblade fra Palmesøndag.

Kortæppe og knæfald er vævet af hhv. Mona Lisa Martinussen, Ribe, og Hanne Klamer Petersen, Sorø.

Roter din telefon