main menu
Fugleliv i Vrangeskov
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Vrangeskov er en blandingsskov med løv- og nåletræer, så skoven giver gode betingelser for fuglelivet.

Om foråret genlyder skoven af fuglesang. Først og fremmes de fugle, som er der hele året. Det er fuglekonge, gærdesmutten, rødhals, musvit, blåmejse og bogfinke. Efterhånden kommer også trækfugle som gransanger, munk og løvsanger.

På denne tid af året kan du se musvågerne kredse over skoven, og du kan især høre dens karakteristiske mjavende skrig. Du kan også både se og høre duehøg og ravn.

De gamle bøge med deres huller giver mulighed for ynglende arter som natugle, huldue, stor flagspætte og allike. Træerne benyttes også i yngletiden af en lang række småfugle, det gælder især stæren, spætmejsen og træløberen.

Er man heldig kan man også opleve skovsneppen og den efterhånden sjældne broget fluesnapper.

Om efteråret ses flokke af bog- og kvækerfinker på jagt efter føde. Det er især bøgens bog, som virker tillokkende.

Vinteren er tid for de såkaldte ”mejsetog”, hvor en lang række af småfuglene samlet drager gennem skoven på jagt efter føde. Det er blandt andet den meget søde halemejse, som optræder i to former, den nordlige med helt hvidt hoved, og den sydlige meden meget bred sort øjenstribe.

I træerne ned mod Haraldsted Sø kan du være heldig hele året at se havørnen sidde og hvile sig.

Roter din telefon