main menu
Tiendeladen ved Vigersted
Seværdigheder
Stråtækt tiendelade og rejselade i bindingsværk.
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I tilknytning til Vigersted kirke ligger den bemærkelsesværdige tiendelade, som oprindeligt var lagerplads for den skat, der blev betalt til kirken i form af afgrøder. Desuden kan man se kapellet, rejselade og præstegård. Nær kirken ses også sprøjtehuset og en genforeningssten.

Den stråtækte, hvide tiendelade af munkesten kan dateres tilbage til ca. 1500-tallet. Fra middelalderen skulle man betale tiende af sine afgrøder til deling mellem kirke, præst og biskop. I tiendeladen opbevarede man disse afgrøder. På et tidspunkt er laden dog overgået til beboelse, og brugtes hertil indtil 1960’erne. I dag anvendes laden til graverkontor. I Danmark er der kun bevaret omkring 30 tiendelader. 

I tilknytning til kirken finder man desuden præstegården og en bindingsværksbygning. Lokalbefolkningen fortæller, at bygningen tidligere anvendtes som rejselade til opstaldning af heste.

I det gulkalkede sprøjtehus har brandsprøjten tidligere stået parat i tilfælde af ildebrand. Før motorkøretøjernes tid var det nødvendigt at have brandsprøjter indenfor kort afstand. Bylauget har påtaget sig ansvaret for vedligeholdelsen af sprøjtehuset.

Øst for rejseladen står en mindesten for genforeningen med Nordslesvig i 1920. Bevidstheden om nederlaget i 1864 levede stærkt i den danske befolkning ved genforeningen. Derfor kom begivenheden til at stå som den glædelige opfyldelse af en gammel drøm. Fra 1920 til 1938 blev der rejst ikke mindre end 561 genforeningssten. Hermed er genforeningen den enkeltstående begivenhed i danmarkshistorien, som der er rejst flest mindesmærker over.

Roter din telefon