main menu
Valsøgård voldanlæg
Seværdigheder
Voldstedet. Foto Steen Olsson.
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I middelalderen opførtes i nærheden af Ridebanen en borg ved navn Valsøgård. Gården blev opført på en pynt, der stikker ud i Haraldsted sø. Valsøgård ejedes i midten af 1500-tallet af den stolte adelsfrue Anne Meinstrup. Hun var en veluddannet dame, der efter sin anden mands død selv bestyrede sine godser. Hun blev dræbt på Ringsted Torv under Grevens fejde.

Det var brutale tider; borgerkrigen ”Grevens fejde” satte sindene i kog. Det var svært at vide, hvem der ven og hvem der var fjende. Da oprøreren grev Christoffer i 1535 kaldte til møde på tinget i Ringsted, mødte Anne Meinstrup op, selvom det forlød, at Christoffer var i gang med en udrensning af den sjællandske adel. På tinget blev Anne brutalt hugget ned af københavnske borgersoldater i grevens følge. Bønder fra Køge, Skælskør og Næstved drog derefter ud og brændte hendes borg. Selvom Christian den 3. efter borgerkrigen udstedte amnesti for alt, hvad der var bedrevet under grevefejden, blev netop Anne Meinstrups mordere og de oprørske bønder straffet.Anne Meinstrups historie beskrives meget levende i romanen ”Sct. Markus nat” af Helle Stangerup.

Anne Meinstrups arvinger opførte et smukt renæssanceslot, der dog endte som overset jagtslot for kongen indtil 1587, hvor det blev revet ned.

Man kan stadig fornemme slottets placering på den rektangulære banke. Der har været voldgrave på tre sider, og adgang via en dæmning med vindebro på midten. Fundamentet var af kampesten.

Ved borgbankens sydside ud mod søen ses endnu et par firkantede fordybninger, der efter sigende skal være et par fiskedamme.

Roter din telefon