main menu
Kværkeby kirke
Seværdigheder
Kværkeby kirke set fra Rosengaarden.
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Landsbyen Kværkeby er domineret af den middelalderlige kirke, der kan ses på lang afstand. De kamtakkede gavle giver kirken sin typiske profil. Kirken byder på kristne historier fra det gamle testamente fortalt i kalkmaleri, men ser man godt efter kan man også finde tegn på hedensk soldyrkelse!

Kirken ligger i den gamle bydel af landsbyen, og er indbegrebet af en typisk landsbykirke; hvidkalket og med kamtakkede gavle.

Kirken er opført i flere etaper; påbegyndt i 1100-tallet, tårn, våbenhus og kor er kommet til i senmiddelalderen. Det er en køn landsbykirke, som ikke er blevet hårdt restaureret - eksempelvis angiver de gamle træbjælker mod nord tydeligt, hvor den gamle kvindeindgang var. På muren er her indridset årstallet 1506 (omtrent 50 cm. over jorden), der måske angiver det år, hvor den gamle indgang blev muret til.

Da den ældste del af kirken blev opført havde håndværkerne svært ved at slippe den gamle asatro. De forsynede diskret muren i apsis og koret med to ringtegn som symbol på den hedenske soldyrkelse. I dag kan man kun se det soltegn, som er sat på korets sydøstlige hjørnesten.

På bagsiden af mindestenen ved fællesgraven ses 36 skåltegn. Stenens oprindelse og baggrunden for hugning af de symbolske fordybninger i stenen, kendes ikke.

Kalkmalerier

Kirken er bl.a. kendt for sine mange spændende kalkmalerier - afdækket i 1976 - som er fra 1300-tallet og perioden 1425-1450. De er berømte for at være vældig velbevarede og for den spændende brug af otte motiver fra det gamle testamente.

Inventar

Alterbordet med glaserede fliser er sikkert samtidig med skillevæggen mellem kor og apsis. Korbuekrucifiks fra ca. 1500. Prædikestol og lydhimmel i sen-renæssance fra 1633. Stoleværk fra ca. 1600.

Historie

I 1309 blev kirken givet til munkene i Ringsted kloster på den betingelse, at de sørgede for at holde årlige sjælemesser for biskoppen og hans efterfølgere. Det at være i besiddelse af en kirke var en god indtægtskilde, for sognebørnene skulle betale tiende, det vil sige skat til kirken. Tiendeindtægten blev delt i tre, en del til biskoppen, en til kirkens vedligeholdelse og den sidste del til aflønning af præst. Klosteret varetog selv messerne, og sparede derved præstelønnen, som så kunne gå til klosteret.

En rum tid efter reformationen blev dette påtalt af Roskildebispen i 1567, og i 1574 blev Kværkeby henlagt som anneks under Benløse. Dog skulle der oprettes en præstegård. I 1665 blev sognet selvstændigt med hensyn til den kirkelige betjening, men allerede i 1687 blev Kværkeby anneks til Vigersted sogn. Hermed kom begge pastoratets kirker under Bolle Luxdorph, Sørup gods, også ejer af Rosengaard fra 1685. I 1796 kom kirken administrativt under Rosengaard i Kværkeby, hvor den forblev indtil 1915.

Kirkens omgivelser

Hele området øst for Kværkeby hører under Rosengaarden, der traditionelt er den førende gård i landsbyen. Området mod øst er meget spændende med mose, skov og endog en sø, opkaldt efter Rosengaarden. Det er muligt at spadsere gennem området over den såkaldte Magleholm fra Kværkeby, forbi Rosengården, søen og ud til skoven, og naturelskeren vil blive forbavset over det meget store antal gæs ved den omtalte sø. Skoven hedder Magleholm Skov og tilhører Rosengaarden.

En anden ting, der er værd at bemærke i Kværkeby, er at den gamle markopdeling fra før udflytningens tid stadig kan ses i de stjerneformede marker rundt om landsbyen. Endvidere er der forholdsvis mange gårde, som er forblev samlet inde i landsbyen i stedet for at flytte ud af landsbyen til de jordlodder, som de blev tildelt ved udskiftningsforordningen.

Roter din telefon