main menu
Bringstrup kirke
Seværdigheder
Bringstrup kirke med tårnet placeret i øst.
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Bringstrup kirkes kalkmalerier beskrives af eksperter som enestående: "Et nøglemonument i Danmarks rige skat af kalkmalerier". Malerierne er fra 1450-erne og udført af den berømte Vigersted-mester. Kirkens tårn er, som noget helt usædvanligt, placeret i øst.

Bringstrup Kirke er en typisk dansk landsbykirke som afspejler historien igennem 800 år. Bygningen består oprindelig af romansk skib, som stadig kan ses i skibets langmure og vestgavl. I 14- eller 1500-tallet har skibet fået krydshvælv. Senere er skibet forlænget i begge ender og koret ombygget. Sakristiet (mod nord) har båret et tårn, der måtte nedtages i 1816 ”da dets Stilling er yderst ufordelagtig for Kirken, og da Koret formedelst den fra Taarnet nedfaldende og indtrængende Vandstyrtning aldeles maa ødelægges.” Det nye tårn – usædvanlig nok placeret mod øst - er fuldført 1818. Begrundelsen for at placere tårnet mod øst kan være, at man ønskede at Bringstrup kirke skulle have et genkendeligt særpræg. Bringstrup ligger geografisk ved det der var grænsen mod Ringsted Herred.

Kalkmalerier

Kirken er kendt for sine kalkmalerier, der er udført af Vigersted-mesteren. De er i dag restaureret med de originale farver fra 1400-tallet. 

Inventar

Alterbordet er fra omkring 1625. På forsidens tre felter er malet Kristus mellem Moses og Johannes Døberen. Altertavlen er et maleri, der viser Den fortabte Søns hjemkomst af Jørgen Roed fra 1852.

Romansk granitfont udført af to sten med dåbsfad af bly.

Prædikestol i renæssancestil fra. ca. 1600. Klokken er fra 1731, men omstøbt 1910.

Kirken er åben når graveren arbejder på kirkegården. Herudover kan kirkeværge Esben Thue Christensen kontaktes på 5761 3721 eller menighedsrådsformand Flemming Nielsen på 5761 3755 for at få låst op til kirken.

Roter din telefon