main menu
Skibssætningen Gl. Lejre
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
På den østlige side af Lejre å ligger gravhøjen Grydehøj, som rummer en stormandsbegravelse fra yngre jernalder, og som er samtidig med hallen ved Fredshøj. Her ligger også rester af flere Skibssætninger. Under skibssætningerne er fundet over 50 grave fra vikingetiden, som er samtidige med Lejrehallen.

Udgravningen af en række grave under Danmarks største skibssætninger og af Grydehøj øst for Lejre å fra 1944 til 1968 markerede starten på den arkæologiske udforskning af Lejreområdet.

Indtil da var det så som så med fund fra jernalder og vikingetid i Lejre, dvs. fra den periode, hvor Lejre ifølge sagnhistorien skulle have været et magtcenter.

 Der er bevaret rester af to skibssætninger på henholdsvis 50 og 60-80 meter i længden. Usikkerheden skyldes, at skibssætningerne kun er bevaret delvis, oprindelig dannede stenene en spidsoval form.

Måske har der været en form for indhegning omkring skibssætningerne. Det tyder nogle stolpehuller ved en af skibssætningerne på. Der har udover de bevarede, stået skibssætninger syd for de nuværende nordøst herfor ved Ravnshøj og nord for Gl. Lejre. Den enligt liggende sten, Dronning Margrethes sten, lidt nord for Grydehøj er formentlig også en rest fra en skibssætning.

Man ser flere andre steder end i Lejre, at bebyggelsen lå på den ene side af en å og gravpladsen på den anden side. Det skal formentlig forstås som en del af den symbolik, man tillagde rejsen over vand i forbindelse med døden. Det kan også genkendes i skibssætningernes symbolsprog, hvor skibet er symbol på rejsen efter døden.

Under og omkring skibssætningerne er der fundet 55 grave, men der er ikke tale om nogen centralgrav, som skibssætningerne kan siges at være opsat omkring. Det er dog bemærkelsesværdigt, at der i en enkelt var rester af våben, en skjoldbule, mens en anden grav var en dobbeltgrav, hvor en høvding og en træl med afhugget hoved, blev gravlagt sammen. Trællen placerer sammen med gravgaver, bl.a. i form af torshamre, gravene i en førkristen sammenhæng. Blandt gravgaverne er også resterne af et fint skrin i en rig kvindegrav. Gravene er anlagt så de respekterer hinanden. Måske har de været markeret på overfladen. Den koncentrerede brug af gravpladsen under skibssætningen i vikingetiden falder tidsmæssigt sammen med de yngre faser af Lejrehallen.

Gravpladsen ved Skibssætningen blev opgivet ved overgangen til kristen tid i slutningen af 900 tallet. Men skibssætningerne og Grydehøj blev modsat hallerne liggende som fortidens monomenter. Det var først med udgravningerne i 1940'erne, at man fandt gravpladserne. Indtil da har der været flere forskellige tolkninger af skibssætningernes betydning. Skibssætningerne blev i 1600-tallet tolket som en stenkreds, hvor sagnkongerne var blevet hyldet, ligesom man mente, at de skulle have siddet i gryden på Grydehøj. Senere, i 1700-tallet, blev skibssætningerne tolket som grundstenene til Lejres sagnomspundne kongsgård. Endnu senere i 1800-tallet tolkes de som de frie mænds tingsted i oldtiden. Dermed kan man sige, at området er blevet tolket i epokernes eget billede.  

Roter din telefon