main menu
Kongskilde
Seværdigheder
Sailing tree trunks at Kongskilde Friluftsgård. Fo
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Kongskilde Friluftsgård med vandrerhjem og teltplads ligger et stenkast fra Tystrup-Bavelse søerne, som gennemstrømmes af Sjællands længste vandløb, Susåen. Friluftsgården er anlagt ved Kongskilde, hvor der siden middelalderen har ligget en vandmølle. I området er der mulighed for at bade, fiske, sejle i kano, gå og cykle.

Vandmøllen ved Kongskilde malede mel fra 1280’erne og helt op til 1959. I 1982 blev Kongskilde Mølle efter svensk forbillede omdannet til Danmarks første friluftsgård. Hele den store fredning, hvor staten havde købt en del af arealerne, blev kaldt Tystrup Bavelse Naturpark. Der er vandrestier i de tilknyttede skove og i landskabet nord for friluftsgården.

Friluftsgården rummer vandrerhjem, restaurant og har en tilknyttet teltplads. Tilbuddene er blandt andet: Naturskole, naturvejledning, udstilling og naturlegeplads.Besøgende kan også få udleveret foldere om området og købe gæstekort til egen kano. På Friluftsgårdens kanoskole kan man under et par timers sejlads lære, hvordan man færdes i kano under hensyn til naturen, egen sikkerhed og lodsejerne.

Kongskilde Marked
Kongskilde Friluftsgård besøges hvert år af  40.000 gæster. En fjerdedel af dem kommer den tredje weekend i september, hvor der afholdes det traditionsrige Kongskilde Marked med gamle håndværk, dyrehold samt frilufts- og børneaktiviteter.


Mange turmuligheder
Egnen ved Tystrup Bavelse Søerne er et fint rekreativt  område. Der er muligheder for at parkere flere steder ved Tystrup Bavelse Søerne og der er bus fra Sorø station. Fjernvandresti E6 passerer Kongskilde, ligesom cykelruter krydser samme sted og blandt andet følger vestsiden af søerne. Der er både rastepladser og teltlejr-pladser. Det er i høj grad Skov- og Naturstyrelsen, som tilbyder oplevelser og muligheder i området.

Lystfiskeri
I Tystrup Bavelse Søerne og på Susåen må man kun fiske som medlem af en lystfiskerforening. Der findes dog andre mindre søer i Kongskilde området med godt lystfiskeri. Til Hundesøen  kan man købe fiskekort på friluftsgården og Sorø turistkontor. Søen ved Ny Rytterbjerg og Søen ved Sibirien ligger i et ungt og utrolig flot landskab. Det blev skabt, da grusgravningen ophørte på stedet i 1987-88. Her kan man fange skalle, rudskalle, gedde og aborre. Børn må fiske gratis i begge disse søer. Endelig er der Møllesøen, hvor børn må fiske gratis i den sydligste ende.

Hvad møllesøen gemte
Den gamle Kongskilde Møllesø ligger ved friluftsgården. I den godt 100 år gamle møllebygning står der et 4.000 liter stort akvarium med Møllesøens fiskearter: gedde, aborre, skalle, rudskalle, ål, suder, brasen, bæklampret, karusse og spejlkarpe. Den største gedde fanget i Møllesøen var 119 cm lang og nærmest en krokodille at se til.

Opstemning af vand til Møllesøen har tidligere hindret ålene i at vandre op i bækken. Gennem to ålepas kan de små ål nu passere spærringen. Besøgende kan se spærringen og den meget flotte stenkiste med ålepassene i bækken lige ved siden af møllebygningen.

En badestrand og masser af kanoer
I den nordlige ende af søerne er sandstranden Frederikskilde Strand anlagt med grillsteder samt  borde og bænke. På søen er der især om sommeren en livlig trafik af de kanoer, der sejler på Susåen og over Tystrup Bavelse Søerne. Rundt om søerne er der lejrpladser til kanosejlere. Gående og cyklende må dog også gerne slå telt op. En folder om kanosejlads og lejrpladser bliver udleveret, når man lejer kano eller nummerplade til egen kano.

Faglige bidrag: John Holst, Kongskilde Friluftsgård og Anders Walther Hansen, Falster Statsskovdistrikt

Tekst: Johanne Maria Jensen
Redigering: Susanne Jeppesen, Jan Krause Pedersen og Jan Woollhead

Roter din telefon