main menu
Roskilde Museum
Seværdigheder
Roskilde Museum
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Roskilde Museum er grundlagt i 1929. Hovedudstillingen findes i to fredede bygninger på adressen Sankt Ols Gade 18. Museet har en righoldig samling dækkende perioden fra oldtiden til vor tid. I udstillingen kan man blandt andet se en enestående Odinfigur, som blev fundet i Lejre og stammer fra vikingetiden.

Oprettelsen af provinsmuseer i Danmark begyndte i anden halvdel af 1800-tallet. I Roskilde var man i den henseende lidt sent på den, idet Roskilde Museum først blev oprettet i 1929. Initiativet til museets stiftelse kom fra den daværende borgmester og en kreds af borgere i byen. Museets samling blev grundlagt ved gaver fra befolkningen i Roskilde og omegn.

Allerede i 1932 kunne museet udvide med en middelalderudstilling i kælderen. Her blev udstillet frådstensgrave fra den udgravede Sankt Laurenti kirkeruin på torvet. I 1938 fik museet sin første leder gymnasielektor Niels A. Christiansen, som ulønnet og til dels i fritiden stod for ordningen af samlingerne og tilrettelæggelsen af udstillinger. I løbet af 1940’erne blev museet statsanerkendt og fik dermed del i statens tilskud til museumsvæsenet. Fra slutningen af 1970’erne er museets medarbejderstab blevet forøget og en yderligere professionalisering gennemført. Samtidig ekspanderede museet med nye besøgssteder både i Roskilde og i nogle af nabokommunerne. Det første af disse var Lützhøfts Købmandsgård, som åbnede i 1982.

Fra museets oprettelse i 1929 har det haft til huse i Liebes Gård – et empirehus fra 1802 beliggende Sankt Ols Gade 18. Liebes gård blev bygget af købmand Jacob Borch og er i dag fredet. I perioden fra 1815 til 1821 boede Katedralskolens rektor professor Søren Bloch i stuelejligheden sammen med sin familie, og efter ham flyttede Georg Liebe ind sammen med kone og børn. Liebe var fuldmægtig på byrådskontoret og prokurator ved de sjællandske underretter. Hans stillinger rangerede højt på den sociale skala, men lønmæssigt var det alligevel svært at forsørge en hel familie. Liebe havde derfor 6-7 lønnede erhverv ved siden af sit hovederhverv. Familien Liebe blev boende i huset i mange år i første omgang som lejere siden som ejere. I år 1900 arvede Roskilde Kommune ejendommen efter Georg Liebes søn Carl Liebe.

Efterhånden som Roskilde Museum øgede sine aktiviteter, blev der behov for mere plads. I slutningen af 1980’erne blev museets udstillingsarealer udvidet, idet en del af nabobygningen til Liebes Gård blev inddraget. Den kaldes Sukkerhuset og er opført i 1760’erne. Ligesom det er tilfældet med Liebes Gård, er Sukkerhuset fredet. Det blev opført som sukkerraffinaderi og fungerede som sådan indtil 1779. Her bearbejdedes brunt klæbrigt rørsukker til hvide sukkertoppe. Rørsukkeret var udvundet af sukkerør på de dansk vestindiske øer, hvorfra det blev importeret. Efter ophøret af sukkerbearbejdelsen, som skyldtes, at den ikke længere var rentabel, fungerede bygningen i en årrække som pakhus for byens købmænd. Byens husarregiment har ligeledes haft fodermagasin i bygningen. I 1909 blev Sukkerhuset sprøjtehus for byens brandsprøjter, og fra 1925 etableredes en egentlig brandstation i bygningen.

Roskilde Museums hovedudstilling har fortsat til huse i Liebes Gård og Sukkerhuset. Udstillingen dækker perioden fra oldtiden op til vor egen tid. Her kan blandt andet ses en lille Odinfigur, som er fundet i Lejre. Figuren er den eneste af sin slags og et enestående fund fra Danmarks vikingetid. Udstillingen er åben dagligt fra 11-16.

Roskilde Museum
Munkebro 2
4000 Roskilde
http://romu.dk/
4631 6500
Roter din telefon