main menu
Gråbrødre Kirkegård
Seværdigheder
Indgangsparti - Gråbrødre Kirkegård
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Gråbrødre Kirkegård dækker et 2,2 hektar stort område. I middelalderen lå der et tiggerkloster for franciskanerordenen (gråbrødrene). Om klosterets udseende vides stort set intet. Klosteret brændte i 1310 sammen med fem sognekirker og den sydlige halvdel af byen. Ved reformationen blev klosteret nedlagt. Kirken blev sognekirke for den sydlige del af Roskilde.

Gråbrødre Kirkegård dækker et 2,2 hektar stort område i den sydøstlige del af Roskildes middelalderlige bykerne. Kirkegårdens navn hentyder til, at der i middelalderen lå et tiggerkloster på stedet. Franciskanermunkene – som i Danmark bedre kendes under betegnelsen gråbrødre – kom til Roskilde i 1237. De fik en stor grund foræret af den hovedrige Ingerd af Regenstein, så de kunne opføre et kloster indenfor bygrænsen. Ingerd stammede fra den indflydelsesrige og overordentligt velhavende Hvideslægt. Hendes farbrødre var hhv. biskop i Roskilde og ærkebiskop i Lund, og en af hendes brødre blev biskop i Roskilde, da farbroderen døde. Ingerds første mand var kong Valdemar II. Sejrs marsk, og efter hans død giftede hun sig med grev Konrad II. af Regenstein i Tyskland. Hun brugte en del af sin formue på at oprette gråbrødreklostre i København, Kalundborg og Næstved. Da hun døde i 1259 blev hun begravet i Roskildes gråbrødrekirke på en fornem plads ved højalteret.

På fru Ingerds grund i Roskilde lå allerede et murstenshus, da gråbrødrene fik den overdraget, men de begyndte snart at opføre et passende kloster. I 1279 var de nået så langt, at kirken kunne indvies.

Gennem middelalderen blev gråbrødreklosteret en rig stiftelse med omfattende godsbesiddelser, ikke mindst på Sjælland og Møn. En vigtig indtægtskilde var pengegaver fra folk, der kom for at se klosterets relikvier. I 1400-tallet ejede gråbrødrene i Roskilde ikke mindre end 501 relikvier, hvoraf 62 havde tilknytning til Jesus. Heriblandt var en sten fra fødselsgrotten, to stykker af Kristi vugge, et stykke af det klæde, hvor han blev omskåret samt fire stykker af bordet fra den sidste nadver. Blandt de andre kraftfulde genstande var to totter af Skt. Peters skæg, en finger fra Nordens apostel Ansgar, tre stykker af Sankt Knud den Hellige og fem stykker af Sankt Knud Lavard.

Om klosterets udseende vides stort set intet. Det har sandsynligvis fulgt det faste skema for gråbrødrenes klosteranlæg, der grundlæggende var et firelænget bygningskompleks, hvor kirken udgjorde nordfløjen. Det vides desuden, at klosteret brændte i 1310 sammen med fem sognekirker og den sydlige halvdel af byen. Det ældste kendte kort over Roskilde er fra 1677, og hér er vist nogle bygninger, tilsyneladende et firefløjet anlæg, der formentlig er resterne af klosteret.

Ved reformationen blev klosteret nedlagt, og grunden og bygningerne givet bort til en adelsmand. Kirken skulle dog stadig fungere, men nu som sognekirke for den sydlige del af byen. Manglende vedligeholdelse betød, at kirken hastigt forfaldt. I slutningen af 1600-tallet var både klosterbygninger og kirken ruiner, der fungerede som stenbrud for byens borgere. Den sidste ruinrest skal være forsvundet i begyndelsen af 1800-tallet.

Gennem alle årene fra reformationen til i dag har kirkegården været i brug. I 1600-1700-tallet var den betydeligt mindre end i dag. Allerede i midten af 1800-tallet var arealet udvidet, og i slutningen af århundredet havde man inddraget det område, som også er kirkegård i dag. Adskillige af Roskildes prominente borgere blev begravet hér i 1800-tallet, bl.a. komponisten C.E.F. Weyse.

Roter din telefon