main menu
Gammel Vor Frue Kirke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Den første kirke på stedet må være bygget senest i midten af 1000-tallet. Hvordan kirken har set ud, ved vi ikke. Omkring 1080 stod biskop Svend Nordmand for opførelsen af en 25 m lang treskibet frådstenskirke. Fra 1160´erne oprettedes et nonnekloster på stedet. Efter reformationen i 1536 blev klosterbygningerne revet ned, mens kirken blev stående.

Allerede i 1000-tallet har der stået en kirke på dette sted. I hvert fald er der i en grav på kirkegården fundet en lille møntskat, der viser, at man har begravet folk hér omkring 1060. Hvordan kirken har set ud, ved vi ikke. Til gengæld ved vi en del om den kirke, der blev opført o. 1080, for resterne er fundet ved en arkæologisk udgravning omkring den eksisterende kirke. Bygherren var biskop Svend Nordmand, og det forklarer kirkens størrelse og udseende. Det var en anselig bygning med 25 m langt hovedskib flankeret af to sideskibe, der begge havde en halvrund apsis i østenden. Det omtrent 7 m lange kor afsluttedes også af en apsis. Om kirken fra begyndelsen har haft en særlig rolle i forhold til andre af Roskildes ældste kirker er uvist.

Fra 1160´erne oprettedes et nonnekloster på stedet. Det blev egentlig indstiftet til benediktinerordenen, men snart overgik klosteret til cistercienserordenen, formentlig under stærk indflydelse fra biskop Absalon. Klosteret fik bl.a. retten til indtægterne af bispetienden i Roskilde og indtægterne den såkaldte Margrethekollekt af landsbyerne i 12 sjællandske herreder. Med de rige midler fik nonnerne råd til at udvide kirken og opføre et passende kloster. Kirkens kor blev forlænget og både dette og sideskibene fik rette gavle i stedet for apsider. Nogenlunde samtidig byggede man et tårn og med tiden blev sideskibene forlænget, så de passede til tårnet. Omkring 1400 forlængede man nok en gang koret, og tårnet blev forhøjet.

Reformationen i 1536 medførte voldsomme forandringer for både kirke og kloster. I første omgang blev nonnerne boende, men allerede omkring 1570 har de forladt stedet. Herefter tyder alt på, at klosterbygningerne er revet ned. Kirken blev stående, men dens tilstand forringedes gradvist pga. manglende vedligehold.

Som kirken står i dag er den amputeret og ombygget markant i forhold til sin oprindelige skikkelse. En større istandsættelse blev iværksat i midten af 1800-tallet, hvor kirken fik sit nuværende udseende.

Roter din telefon