main menu
Lejodde
Seværdigheder
Lejodde and the bridge of Storebælt. Foto:Jan Krau
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Ved Lejodde kan nydes et rigt fugleliv med den Storebæltsbroen som baggrund. Odden ligger på trækruten for mange vadefugle, og den lille Lejodde Sø er på en heldig dag levende af ryler eller dobbeltbekkasiner.

Lejodde er skabt af havets kræfter. Bølger har gravet materiale ud af klintkysterne nord for Halsskov, og derefter er materialet blevet trukket mod nord af strømmen og afsat som en odde. Fra Musholm Bugt kommer materiale vandrende mod syd. Odden opbygges på den måde fra to sider. Lejodde er ejet af private, men besøgende må gå rundt om odden langs stranden og ad markveje. De lavvandede søer og strandengene på Lejodde er indhegnet, og i foldene græsser heste og kreaturer. Turen "odden rundt" er på cirka 8 km.

Klik her for at se turkort   

Lejodde Sø
Strandsøen er et godt sted at kigge på vadefugle. Her går vibe, rødben og stor præstekrave. På strandengen nær søen yngler klyder og nogle få par af stor kobbersneppe - en sjælden ynglefugl på Sjælland. I eftersommeren samler vadefugle sig ved Lejodde på deres træk sydover, og på en heldig dag gør flokke af ryler og dobbeltbekkasiner søen nærmest levende. Fuglene er tilpasset til at gå på lavt, åbent vand og tage smådyr som orme, snegle og insekter.

Storme fra vest medfører, at saltvand af og til skyller ind i søen og ud over strandengene. Saltet er en af grundene til den sparsomme plantevækst på engene. For at bevare det åbne landskab, som tiltrækker vadefuglene, er det også nødvendigt, at kreaturer græsser på strandengene ved søen.

Se på fuglene fra markvejen syd for Lejodde Sø. Det er ikke tilladt at gå ind på strandengene. Lejodde er en del af et større område, som Danmark har udpeget til særlig beskyttelse af fuglelivet.

Planter på strand og strandeng
Ved stranden vokser strand mandstro, en tidselagtig, blågrøn plante. Planten er sjælden. På strandengene vokser typiske saltplanter som for eksempel den lyserøde engelskgræs, jordbærkløver og den lille siv harril.

Parkering og kørevejledning
Kør forbi Korsør station og mod feriecenteret. Lige før indkørslen til feriecentret er der en afmærket parkeringsplads. Alternativt kan parkeres ved Strorebælt Bro og Naturcenter  (Se kortet). Gå under Storebæltsbroen langs stranden til Lejodde.

Tekst: Susanne Jeppesen

Roter din telefon