main menu
Humlebjerg
Seværdigheder
Humlebjerget ligger ved Haraldsted Sø.
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Humlebjerg ligger på et næs på sydsiden af Haraldsted Sø. Arealet er tidligere grusgrav, men er i dag fredet og bliver afgræsset med kvæg. Fra Humlebjerg er der en smuk udsigt ud over Haraldsted Sø og mulighed for at finde mange spændende planter og gode muligheder for at iagttage fuglelivet. Indgangen til Humlebjerg ligger ved Ejlstrupvej 112 og der er mulighed for parkering på ridecentrets grusparkering.

Humlebjerg stikker ud som en halvø på sydsiden af Haraldsted Sø. En sti umiddelbart øst for Slangerup fører til området. Mod nordøst er der en relativt høj bakke, ’Bjerget’, hvorfra der er en flot udsigt.

Når du kommer ned til lågen ind til arealet, kan du på højre side se en tårnfalkekasse på en mast. Her yngler tårnfalken næsten årligt.

I vandhullerne kan man se blishøne og grønbenet rørhøne, som også yngler her. 

Humlebjerg huser en lang række småfugle med blandt andet tornsanger og gulspurv. Stillits med det flotte hoved i sort, hvidt og rødt ses også jævnligt.

I de gamle træer ses og høres stor flagspætte, ligesom stæren er almindelig. Langs søbredden kan du være heldig at se rødben og hvidklire.

Fra toppen af ’Bjerget’ er der vidt udsyn over søen og luftrummet, så det er et rigtig godt sted at observere forårs- og især efterårstræk af rovfugle. Er vinden i sydøst kan du se mange musvåger og spurvehøge og muligvis den flotte rød glente med den kløftede hale. Tranerne på træk kan også passere her.

Hele året er der mulighed for at se havørn, når den er på udkig efter føde eller blot flyver hen over.

Roter din telefon