main menu
Vigsnæs Ødekirkegård
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning

Vigsnæs Ødekirkegård

I slutningen af middelalderen hørte Vigsnæs under sognekirken i Tårs, men i 1532 gav kongen Vigsnæsborgerne lov til for egne penge, at ansætte en kapelan, da vejen til Tårs var "svar og vred vej". Senere blev kapellet en egentlig sognekirke, der dog i perioder fungerede sammen med kirken i Tårs.

Omkring midten af 1800-tallet var den gamle kirke i Vigsnæs så forfalden, at det ikke kunne betale sig at reparere den. Den gamle kirke, der lå hvor kapellet nu ligger, blev brudt ned og en ny bygget på den anden side af vejen, (1868-69).

Den gamle kirkegård blev fredet som fortidsminde i 1969 først og fremmest for at beskytte 12 jernkors, der var bevaret p.g.a. kirkenedlæggelsen. De ældste kors er fra omkring 1830, det yngste er fra 1870, men hovedparten er rejst mellem 1850 og 60.

Gravkors af jern var ret almindelige i Danmark i forrige århundrede. Men tiden har været hård ved dem, og nu er de ret sjældne. På Lolland-Falster findes idag kun ca. 50, og af disse hører de 12 hjemme her på Vigsnæs Ødekirkegård.

Korsene fra Vigsnæs er alle af støbejern. De er vistnok støbt i Bandholm efter bestilling. De fleste har figurer i korsenderne, oftest: Alterkalk, hjerte og bikube. Bikuberne, der er symbol på flid, er anbragt i den øverste korsende.

Roter din telefon