main menu
Fortidsminder i Frejlev Skov
Seværdigheder
Kong Grøns høj
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I Frejlev Skov findes op mod 150 fredede fortidsminder, især grave fra sten- og bronzealder, men også bautasten, stenkredse og helleristninger. I den østlige del af skoven er der et skilt med "fortidsminder" og en lille p-plads med et infoskilt. Følg fx gul rute herfra til 4 skiltede fortidsminder.

Småhøje og stenkredse: Spredt i hele skoven ligger grupper af småhøje og stenkredse. Flere af småhøjene er udgravet og i nogle af dem fandtes brandgrave fra yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.).

I skovens vestlige ende findes et par helleristningssten med skålgruber og indhuggede fodsåler, helleristningerne er fra ældre bronzealder (1700-1100 f.Kr.)

Der er flere fint bevarede langdysser, stengrave fra tidlig bondestenalder (3900-3300 f.Kr.), flere firkantede stensætninger er rester af ødelagte langdysser. 

I skovens østlige del ligger to jættestuer, store stengrave fra den mellemste bondestenalder (3300-2800 f.K.r). De to jættestuer er udgravede, der blev fundet dynger af menneskeknogler og skår fra mange lerkar i gravene.

Frejlev skov: Landsbyen Frejlevs bønder havde, som kun ganske få i Danmark, beholdt ejendomsretten til en række skove i byens udkant på trods af, at de ellers var fæstebønder. En lang række privilegiebreve, retsreferater og domme viser, hvordan skiftende lensmænd og ejere konstant udfordrede bøndernes ret, men at disse hver gang gik til modangreb og vandt ved hjælp af konge, rigsråd og diverse retsinstanser, helt op til højesteret.

Roter din telefon