main menu
Karrebæksminde
Seværdigheder
Dejligt badevand
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Karrebæksminde blev anlagt i forrige århundrede som ladeplads for Næstved. I dag er byen et yndet udflugtsmål på grund af sit hyggelige havnemiljø og sine dejlige badestrande. Der er masser af liv i sommermånederne, flere campingpladser og et stort sommerhusområde.

Historie
Karrebæksminde er bygget op omkring kanalen og havnen. Saltø Gods blev den 7. juni 1805 pålagt at sælge halvøen Lungshave til Havnekommissionen i Næstved, for at man kunne udgrave en kanal til afløsning for indsejlingen, der sandede til. Denne dag regnes af mange for Karrebæksmindes fødselsdag.

Arbejdet med kanalen startede i 1806, hvor man nedrammede pæle til havneanlægget. I 1807 påbegyndte man gennemgravningen af kanalen gennem Lungshave ved hjælp af udkommanderede soldater. Dybden var 5 fod (cirka 1,55 m).

Samtidig kommer der en del huse til i Karrebæksminde, blandt andet det, der i dag indeholder Karrebæksminde Fiskeri- og Bymuseum (den gamle Materielgård fra 1809). Efter den 1. december 1911 kunne de første skibe anløbe havnen, med en dybgang på 7,5 fod (ca. 2,3 m). Pramme og mindre skibe kunne sejle igennem kanalen.

Af havnekommissionens protokoller fremgår det, at der i 1846 blev påbegyndt et uautoriseret byggeri af en dæmning fra Enø til Lungshave. I 1851-53 blev Enø og Lungshave forbundet af en dæmning og pælebro over det gamle sejlløb som benævnes Mindegabet eller Gammelsund.

I 1857 begynder man at omtale badelivet i Karrebæksminde. 1869 sejler dampskibet ”Hekla” toursejlads fra Næstved til Karrebæksminde, hvis vejret tillader det, hver tirsdag, torsdag og søndag eftermiddag.

I 1870 var der 335 indbyggere i Karrebæksminde, bestående af fiskere, lodser, havnearbejdere, toldere og søfolk.

I 1900 talte man om at etablere en jernbaneforbindelse Næstved-Karrebæksminde – den bliver dog aldrig til noget. I stedet opretter vognmand Bagger, Karrebæksminde i 1919 en busrute på strækningen.

I 1930 vedtager Byrådet i Næstved det store havne/kanalbyggeri og gravearbejdet påbegyndes den 9. april 1935, hvor borgmester A.M. Kristensen tager det første spadestik. Arbejdet tilendebringes i 1938, og Næstved havn/kanal indvies officielt den 21. maj af kong Christian den X. da Dannebrog ankommer til byen med hele kongefamilien ombord. Herefter mister Karrebæksminde sin betydning som ladeplads.

I 1942 indvies ”Feriebyen” Næstved strandhuse, også kaldet ”Den Blaa Ferieby”, startet af Dansk Folkeferie. Denne ferieby nedrives i 1977 og Dansk Folkeferie indvier sit nye feriecenter på Lungshave i 1979.

Græshoppebroen:
Siden 1812 er der opført 4 broer over kanalen i Karrebæksminde. Den første bro blev opført i 1812 og blev placeret hvor Kirkestien har ligget – fra Svinget i Alléen over til den nuværende fiskehandler på Lungshave.

Man har ingen sikre beviser på hvornår bro nr. 2 bygges, men muligvis omkring 1840, der hvor den nuværende bro er placeret – fra Brosvinget/Alléen til Enø Kystvej/Ved Broen.

Bro nr. 3 gik fra det man i dag kender som Gl. Brovej tværs over kanalen til Ved Broen. Denne bro fik en levetid på 66 år og blev revet ned i 1936, da den nuværende bro blev taget i brug.

Bro nr. 4 – den nuværende bro, i dag kaldet ”Græshoppen” ligger på samme sted som bro nr. 2 – fra Alléen/Brosvinget til Enø Kystvej/Ved Broen. Denne bro blev taget i brug på grundlovsdagen den 5. juni i 1936 uden nogen officiel indvielse. I 1988 valgte Erhvervsforeningen i Karrebæksminde at broen skulle shines op, og et malerprojekt gik i gang. En kunstner valgte at der skulle males en græshoppe. Idéen fik han udfra broens konstruktion, hvor han mente der var nogle lighedstegn. Den funktionelle ”Græshoppe” har efterfølgende vakt en del opsigt og er blevet vartegn for Karrebæksminde. I 2006 blev den hidtil påmalede ”græshoppe” erstattet af den nuværende græshoppe i kobber udført af den lokale kunstner Lizette Rosager.

Kilde: www.lodsen.dk

 

Roter din telefon