main menu
Kalvehavebanen
Seværdigheder
Jernbanetracé lige inde i skoven
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Resterne af gammelt jernbanetracé fra Kalvehave via Viemose, Langebæk Stensved, Bakkebølle og Nyråd til Vordingborg. Jernbanen blev nedlagt 31. marts 1959. Kalvehavebanens bygninger var hvidkalkede med bånd af røde mursten. En del af de gamle bygninger og remiser, kan stadig ses i Kalvehave Færgegård.

Kalvehavebanen
Her ses resterne af et gammelt jernbanetrace mellem Kalvehave og Vordingborg/Masnedsund. Kalvehavebanen, som den blev kaldt, betjente den sydlige del af Sjælland fra 1897 – 1959. Konkurrencen fra busser, privatbiler og lastbiler betød, at investorerne sagde stop.

Da Kalvehavebanen blev nedlagt den 31. marts 1959 blev langt størstedelen af jernbanetraceet nedbrudt og omdannet til landbrugsjord. En undtagelse er strækningen mellem Vordingborg og Nyråd, som i dag danner tracé for en cykelsti. Bortset fra denne sti er der kun sporadiske spor tilbage i landskabet – og kun dette ene, der er tilgængeligt.

Tracéet er markant i landskabet og adskiller sig helt fra de øvrige skovveje i Viemose Skov. Det er anlagt 3 m over terræn og med stejle skråninger til hver side. Ruten ad jernbanetracéet er ca. 1 km. Den giver en helt særlig skovoplevelse, hvad enten øjnene ser langs tracéet med bøgetræernes kroner, der lukker sig over stien som en tunnel eller til siderne ind i skovbunden med bøgetræer tæt på række. Bemærk også lyset, der sporadisk trænger igennem bøgetræernes tætte kroner.

Forhistorien
I 1870 åbnede Den sjællandske Sydbane mellem København og Masnedsund. En række planer for flere baner i det sydsjællandske og på øerne blev fremsat og skrinlagt i samme periode.

Der var f.eks. planer om en smalsporet bane fra København, via Valby, Køge, Rønnede, Præstø til Kalvehave og derfra videre over Koster, Grønsund, Stubbekøbing, Nykøbing og Nakskov. I nogle år arbejdedes der på at anlægge spor til Mern, så der kunne køres mellem Næstved, Præstø, Mern og videre til Kalvehave og Vordingborg. Ambitionerne fejlede ikke noget, men tidernes ugunst og den tekniske udvikling gjorde disse planer urealistiske.

Den 8. maj 1894 vedtog folketinget en lov, der omfattede at anlægge en lang række jernbaner, herimellem en bane mellem Kalvehave Færgegaard og Vordingborg/Masnedsund.
Pengene blev skaffet af lokale investorer, samt en række kommuner i området, såsom Vordingborg, Stege, Kalvehave Kommuner, Sjællandske og Mønske godsejere, blandt andet Petersgaard, som i dag ejer Viemose Skov og Masnedsund Slagteri. I alt blev der samlet 974.800 kr til banens virkeliggørelse.

Efter en stor og følelsesladet debat om linjeføringen blev der planlagt en række stationer: Kalvehave Færgegård, Viemose, Langebæk og Stensved Station, Bakkebølle Trinbræt, Nyråd Station, Vordingborg Slotsstation og Masnedsund.

Der kom i årenes løb følgende trinbrætter (ubemandede holdesteder): Stålvængegård, Skovhuse, Stivænge, Vestenbæk, Florke, og endelig blev banen i 1937 ført op til den nyanlagte station i Vordingborg.

Alle stationer har gennemgående træk i form af stationsbygninger, pakhuse, vigespor mv. Karakteristisk for Kalvehavebanens bygninger var, at de var hvidkalkede med nogle bånd af røde mursten i murværket og omkring vinduerne. En del af de gamle bygninger og remiser kan stadig ses i Nyråd, Langebæk, Viemose og ikke mindst i Kalvehave Færgegård.

Som et kuriosum kan fortælles, at der ved Langebæk Station  både var 2. og 3. klasses venteværelse. - En godsejer og hans ansatte kunne jo ikke vente i samme lokale!!
 

Roter din telefon