main menu
Pælespærringer - Margretes Stiger
Seværdigheder
Pælespærringen forhindrede indsejling
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I Vordingborg Nordhavn findes to pælespærringer. Op mod 400 pæle er hamret ned i havbunden tværs over indsejlingen til havnen. De kaldes Margretes Stiger. Den ene spærring er fra 1000-tallet. Den anden er fra midten af 1100-tallet, hvor den første kongeborg, Vordingborg blev opført.

Margretes Stiger
Fra Nordhavnen og til den modsatte bred af Noret blev der i 1000 og 1100-tallet nedrammet op mod 400 pæle. De fleste er af bøg, enkelte af eg.

Når vandet er helt klart, kan pælene stadig ses på havbunden. Pælene står i to uregelmæssige rækker tværs over Noret. Den del af pælene, der engang stak op gennem vandet, er rådnet bort, men nede i dyndet er de endnu forbavsende friske.

Pælerækkerne kaldes "Margretes Stiger". Stiger betyder stager. Det er Margrete den Første, der var regent fra 1375 til 1412, der henvises til. Dog har hun intet med anlægget at gøre.

Hvad er Margretes Stiger?
Margretes Stiger skulle spærre for den fri indsejling til havnen. Sådanne pælespærringer kendes adskillige steder i Danmark. Her i området findes de bl.a. ved Jungshoved og ved Stege, men ved Vordingborg er de særligt velbevarede. Mange kan dateres tilbage til jernalderen, men de fleste er fra middelalderen.

Pælespærring fra vikingetid
Pælespærringerne her i havnen har intet med Dronning Margrete den første at gøre. De er meget ældre.

Den østlige pælespærring er fra midten af 1000-tallet. På den tid var der endnu ikke nogen borg i Vordingborg. Ved udgravninger syd for Gåsetårnet er der fundet spor efter en kongsgård, som blev ødelagt, da Valdemar den Store byggede den første Vordingborg.

Valdemar den Stores pælespærring
Den vestlige pælespærring er fra 1160-erne. Den udgjorde en del af forsvaret til Valdemar den Stores Vordingborg. Borgen blev brugt som base for de korstogsflåder, kongen sendte mod de hedenske vendere langs kysten syd for Østersøen. Kongens mange skibe var ankret op i havnen neden for borgen, beskyttet af pælespærringen.

Et molehoved eller et tårn?
Den nordlige arm af Valdemar den Stores spærring er afsluttet af en rammekonstruktion på 6 x 7 meter. Her har været et "molehoved" eller et tårn. I slutningen af 1800-tallet blev der bevilliget 10.000 kr til uddybning af sejlrenden. Men budgettet blev overskredet med 57.000 kr.; sikkert fordi der var problemer med at fjerne en tilsvarende konstruktion for enden af spærringens sydarm. De to tårne har sikkert været forbundet med en jernkæde eller flydende træstammer.

Et skibsvrag
Lidt nede i mudderet, mellem de to yderste bådebroer ligger et skibsvrag fra 1100-tallet. Dykkere fra Nationalmuseet har følt sig frem til kølen, adskillige bord, enkelte spanter samt en bunke ballaststen. Vraget er et over 15 m langt, klinkbygget fartøj af spejlkløvede egeplanker. Der er mindre end 50 cm mellem spanterne, så skibet har kunnet laste en stor vægt. Formodentlig er det et fragtskib af vikingeskibstype.

Planer om en kanonbådshavn
I 1791 undersøgte Søe Capitain Lieutenant F.C.Fisker mulighederne for at anlægge en kanonbådshavn i Vordingborg. Han fandt stedet velegnet. Dog måtte havnen uddybes, og i den forbindelse fandt han det nødvendigt at fjerne resterne af "en forhenværende Broe hvor mand ved stille Vande kand see Hovederne af Pælene, som staar omtrent ½ Foed over Bunden". Planerne blev opgivet!

Spærringen og vraget er fredede fortidsminder, der ikke må beskadiges. (Sydsjællands Museum/Vordingborg Kommune)

Roter din telefon