main menu
Svinø og Dybsø Havn
Seværdigheder
Hyggelig naturhavn ved Svinø
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Svinø har en hyggelig bådeplads, og her bydes på udsigter til Dybsø, havet, strandeng og overdrev. Med held ses marsvin. I klinten ses digesvaler. Udpeget som vildtreservat. Ved campingpladsen er der mulighed for badning og lidt sydligere mulighed for lystfiskeri.

Strand og køn udsigt
Fra den lille hyggelige bådeplads på Svinø er der udsigt over den smalle rende til Dybsø. Oppe på klinten er der udsyn over havet. Det tilstødende opland veksler mellem sommerhusområder og dyrkede marker, der mod syd går over i strandeng og overdrev.

Svinø har sit navn efter den lille hval: marsvinet, der tidligere forekom i stort tal i området. Marsvinene blev drevet ind imellem de to øer og fanget. I dag er marsvinet fåtallig i området, men i svag fremgang.

Dyreliv
I isvintre er Dybsørenden altid isfri på grund af den stærke strøm, og tusinder af ænder, gæs og svaner samles da i strømmen. Havænder som sortand og havlit kan forekomme. I klinten yngler der af og til digesvaler. På grund af de mange fugle er Dybsø Fjord udpeget som vildtreservat.

Der er gode muligheder for lystfiskeri syd for campingpladsen. Her kan der forår og efterår fanges havørred. I maj er der mange hornfisk.

Praktiske oplysninger
Badning er bedst neden for campingpladsen, hvor der er en fin sandstrand og lavt vand. Længere mod syd bliver stranden mere stenet.

Stisystem findes ikke, men den asfalterede vej fra campingpladsen til havnen kan benyttes. For ikke gangbesværede kan turen også gøres langs stranden.

Roter din telefon