main menu
Køng Museum
Seværdigheder
Gl. Øbjerggaard
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
I 1774 opbyggede Niels Ryberg et fabriksanlæg til fremstilling af hørtekstiler i Køng. I museet, som har til huse i fabrikkens administrationsbygning Gl. Øbjerggård, er der en udstilling om fabrikkens historie og derudover vises skiftende særudstillinger.

I 1774 købte den københavnske storkøbmand Niels Ryberg et stort jordegods i Køng. Her byggede han et af landets tidligste fabriksanlæg til fremstilling af hørtekstiler i forskellige kvaliteter.

Køng Museer har til huse i denne fabriks administrationsbygning Gl. Øbjerggård. Her kan ses en mindre, permanent udstilling om fabrikkens historie og nyde det nænsomt og smukt restaurerede hus.

Desuden vises skiftende særudstillinger, store som små, af kulturhistorisk tilsnit, eller der præsenteres en kunstner eller en kunsthåndværker.

Køng er også et frilandsmuseum. Rybergs anlæg var meget mere end en fabrik. Det var et lille idealsamfund med en social planløsning fra vugge til grav. Her var tænkt på dagen og vejen, men også på ånden og det skrøbelige legeme. Det kan anbefales at besøge museet for at studere og opleve de andre bygninger, der har overlevet tidernes skiften.

Ryberg ombyggede kirken, så den kunne rumme mange flere mennesker, og han indrettede toppen af kirketårnet, i tråd med tidens modeluner. Fra en altan kunne og kan nydes en panoramisk udsigt over Sydsjælland.

Spindeskolen, hvor de små piger skulle uddannes og opdrages til gode fabriksarbejdere, findes endnu. Den kan kun ses udefra. Hospitalet for de gamle og syge er også bevaret. Det er ikke færdigrestaureret, men det vises frem på opfordring.

Gå ad alleen midt for Gl. Øbjerggård til den nuværende Øbjerggård. Gården ligger der, fordi Ryberg her anlagde et landbrug, der skulle producere hør til fabrikken. Der er ikke offentlig adgang, men på afstand kan ses hovedhuset og to længer af bindingsværk, som ligeledes er fra det oprindelige anlæg.

Her er kun et stenkast til Kong Valdemars Lille Gurre. Det kan ikke ses, for området er vokset til i træer og buske, men måske kan mærkes historiens vingesus. På den lille ø, hvor der i dag kun er lidt af fundamentet tilbage, lå kongens jagtslot. Han elskede i følge sagnet stedet så overmåde, fordi hans frille Tove havde fortryllet ham med en kærlighedsamulet. (Dorthe Wille-Jørgensen)

Kaffe og kage kan købes,
- der er borde og bænke i Gl. Øbjerggårds Have.
Åbent alle dage fra 10-16

Roter din telefon