Vorupørs historie er også historien om Indre Mission og Fiskercompagniet. Det var nemlig sammenholdet i trossamfundet og det dertil knyttede kompagni mellem fiskere, der satte skub i en gunstig udvikling i 1880'erne og de følgende årtier. Ankermanden i denne udvikling var Jens Munk-Poulsen, som kædede det åndelige og det timelige sammen, og som uegennyttigt arbejdede for fiskernes tarv.

Nr. Vorupør

Nr. Vorupørs kerne er domineret af fiskerlejets huse, der ligger langs den lange Vesterhavsgade, som leder ned mod landingspladsen. Bebyggelsen forekommer åben, da der ikke er tradition for markering af skel, og klimaet ikke tillader havedrift. Omkring byens ældre del ligger store arealer med sommerhuse, som også er med til at præge bybilledet.  

Landingspladsen

Nogle af landingspladsens pakhuse og spillet bruges stadig og er med til at betone fiskerlejets autentiske miljø. Fiskeriet har imidlertid et væsentlig mindre omfang end tidligere. Engang fiskede 27 store kystbåde fra Vorupør. Da Hanstholm Havn åbnede i 1967, fortrak mange fiskere dertil, så nu er der mindre end en halv snes aktive fiskere tilbage.

Kystfiskeri

Fiskeriet varierede efter sæsonerne, og i sensommeren lå det stort set stille. Om vinteren fangede man primært torsk samt helleflynder, kuller, langer og rokker, mens det om foråret var hummer og småfisk. Man fiskede med kroge og agn af sild og blåmuslinger, og hver båd satte op mod 10.000 kroge ud hver gang. Egentlige garn eller net blev kun brugt til sildefiskeri i forårs- og efterårsmånederne. I 1880'erne udviklede man snurrevoddet, som er velegnet til rødspættefiskeri. I dag bruger man i kystfiskeriet stadig manuelt agnede kroge, hvorved man får helt friskfangede fisk.

Når fangsten blev landet

Det var kvindernes opgave at sortere og rense fiskene. Det skete i begyndelsen på den åbne strand. Senere byggede man pakhuse, hvor arbejdet kunne foregå i læ for vejr og vind. Her blev fisken skyllet og pakket i kurve med låg og lagt på is. Derefter var de fisk, der ikke skulle forarbejdes yderligere, klar til salg på hjemmemarkedet eller i Tyskland, og man fragtede fiskene med hestevogn til den nærmeste jernbanestation. Tidligere havde mellemhandlere stået for det videre salg. Men med Fiskercompagniet og Fiskeriforeningen i Vorupør gjorde man det muligt, at fiskerne selv solgte fisken direkte til eksport, og man sparede det dyre mellemled. Dermed var den første andelsfiskeeksportvirksomhed etableret, og eksportmarkedet var medvirkende til udviklingen i fiskeriet.

Bådene

I 1800-tallet blev fiskeriet fra Vestkysten drevet fra forholdsvis små, åbne både, som ikke kunne sejle længere ud end seks-otte mil fra kysten, og man sejlede ud og hjem samme dag. På en enkelt uvejrsdag i 1893 druknede 49 fiskere på vestkysten, og dette ledte til, at man satte gang i udviklingen af en bedre bådtype. Fiskercompagniets bådebygger byggede en overdækket båd, og denne blev snart udbredt i fiskerlejerne. Omkring 1900 var der således 18-20 både af denne type i Thy. Dæksbådene var imidlertid tungere og krævede, at der var mange til at hjælpe med ophaling. I begyndelsen af 1900-tallet kom der motor i bådene, hvilket bevirkede, at turen til og fra fiskepladserne kunne tilbagelægges på kortere tid.

Ophalingsspil

Et motoriseret spil til udhaling og ophaling af bådene blev taget i brug første gang i Vorupør i 1940, og med ét slag blev der givet mulighed for anvendelse af større både, ligesom antallet af dage, hvor man kunne komme ud at fiske, blev forøget. Levetiden for fiskeriet fra den åbne strand blev med denne effektivisering forlænget, og det stadig fungerende kystfiskeri fra Vorupør og Lildstrand viser, at denne metode er et reelt alternativ til fiskeri fra Hanstholm Havn.

Nordsøakvariet, museum og den gamle kirkegård

Blandt andre seværdigheder i Vorupør er, tæt ved landingspladsen, Nordsøakvariet. Vorupør Museum er indrettet i et gammelt bådebyggerværksted tæt ved kirken. Et besøg i Nr. Vorupør bør også omfatte den gamle kirkegård øst for Kystvejen. Her ser man bl.a. gravstenen fra den store ulykke i 1885, hvor otte Vorupør-fiskere druknede.

Sølle forhold for fiskerne
I 1800-tallet var der i fiskerlejerne Sønder og Nørre Vorupør problemer med druk, og ikke sjældent blev fangsten direkte omsat til brændevin. Fangsten blev primært solgt til bønderne, der kom kørende til stranden, eller man tog en kurvfuld fisk på nakken for at begive sig ind til gårdene. Den handel var der ikke de store penge i. Redskaberne og fiskerbådene var ikke effektive, og der var ikke gode indtjeningsmuligheder i fiskeriet. Derfor var mange af fiskerlejets beboere fattige og temmelig sårbare overfor mangelfulde fangster, og brændevinen blev brugt som trøst i den barske tilværelse. Der var på den tid ingen kirke i kystbebyggelserne, og folk måtte drage til sognekirken i Hundborg, der lå omkring 10 km. længere inde i landet. Fiskerne havde ikke vogne og heste, og derfor sprang man nogle gange over søndagens gudstjeneste.

Nye tider
1880'erne skulle på mange fronter komme til at betyde store ændringer for fiskerlejerne, og såvel samfundsmæssige fremskridt som lokale initiativer resulterede i fremgang for Vorupør. Jernbanen gennem Thy (Thybanen) blev åbnet i 1882, og hermed åbnedes muligheder for eksport af konserveret og fersk fisk. Især Tyskland var et godt marked for saltet torsk. Derudover var Fiskercompagniet starten på betydningsfulde forbedringer i fiskeriet, og senere kom bedre bådtyper til. Allerede i 1898-99 indbragte fiskeriet i Stenbjerg og Vorupør lige så meget som det øvrige fiskeri på hele kyststrækningen mellem Bulbjerg og Nymindegab. Den næsten 380 m. lange læmole, der blev færdig i 1911, gav bedre landingsforhold og mulighed for flere dage på havet. Dette satte gang i et storstilet fiskeri, og Nr. Vorupør vandt terræn på Sdr. Vorupørs bekostning. I årene 1900-1910 voksede Nr. Vorupørs indbyggertal med omkring 200 personer.

Jens Munk-Poulsen
Fiskercompagniet, stiftet af Jens Munk-Poulsen i 1887, blev banebrydende for fiskeriet i Vorupør og medvirkende til det store opsving. Munk-Poulsen var født i Sdr. Vorupør i en fattig fiskerfamilie, og han viede sit liv til at kæmpe for bedre forhold for fiskerne. Efter at have fisket nogle år, ønskede han at uddanne sig til lærer og fik først økonomisk støtte af sin forlovedes far, kromanden i Stenbjerg. Da Munk-Poulsen engagerede sig i Indre Mission, smækkede kromanden pengekassen i, men de fattige fiskere samlede bidrag ind, og Munk-Poulsen havde samtidig med studierne lidt undervisning i Vorupør. Efter læreruddannelsen blev han i 1888 ansat i Vorupør, og selvom der var klager over den indremissionske lærer, fik han dog opbakning fra de fleste familier. Ikke mindst fordi han med sit initiativ til Fiskercompagniets dannelse gjorde en stor indsats for det lokale hovederhverv. Senere kom Jens Munk-Poulsen i Folketinget.

Et fiskerfælleskab med religiøs dagsorden
Fiskercompagniet var ikke kun en sammenslutning med praktiske forretningsopgaver, der var også en religiøs dagsorden, og centralt for kompagniet var den kristne næstekærlighed og fællesskabet mellem omvendte fiskere. Det var et krav, at man var medlem af Indre Mission, og spiritus og tobak var bandlyst. Kompagniets medlemmer var fælles om at eje bådene og redskaberne, og de samarbejdede omkring afsætningen af fisken. Udbyttet skulle udbetales i lige store portioner til kompagniets medlemmer, uanset hvor meget den enkelte fiskerbåd havde fanget.
Dette solidariske system holdt dog kun i få år, og det siges, at det først var de mindste fiskere, der sagde fra, idet de ikke brød sig om den form for almisser. Derefter kom der i 1892 en ordning, hvor 1/3 af fangsten gik til kompagniet og resten til bådens besætning, og bådene blev solgt tilbage til de enkelte bådelaug. Den samlede virkning af det religiøse sammenhold og en dygtig ledelse i Fiskercompagniet bevirkede, at Vorupør fiskerleje fik stor fremgang og blev et forbillede for andre. I 1919 blev Fiskercompagniet omdannet til et almindeligt andelsselskab, uden krav til tro eller afholdenhed, men helt indtil 1984 var det for medlemmerne af foreningen ikke tilladt at fiske om søndagen.

Vorupør Fiskeriforening
I 1892 dannedes Vorupør Fiskeriforening, som med omkring 100 medlemmer var en bredere organisation, der bl.a. arbejdede indædt for at få en læmole i Vorupør og havde samarbejde omkring afsætningen af fisk. Hermed var den første andelsfiskeeksportforening i Danmark etableret. I 1893 blev Vorupør af Thisted Toldinspektorat karakteriseret som "den mest betydelige fiskerplads mellem Skagen og Blåvandshuk med en ædruelig, ihærdig og modig fiskerbefolkning, der med små både driver havfiskeri 6 a 7 mil fra land". Compagniets og foreningens hårde arbejde bar altså frugt.

Sources:
Johan Thastum: Fra Missionshus til sognegård. En forælling om Vorupør og om et hus, en egn og dens mennesker. Aalborg Stiftsbog 1999.
Allan Hjorth Rasmussen: Vi er alle mennesker... Vorupør Fiskercompagni og dets virke i 100 år. Thisted 1987.
Allan Hjorth Rasmussen: De skabte et samfund.. Glimt af udviklingen i Vorupør gennem 150 år. Thisted 2000.

Author: Charlotte Boje H. Andersen Region: Thy, Bredkærvej 1 Nr. Vorupør, 7700 Thisted