main menu
Jættestuen i Giver
Seværdigheder
Indgang til jættestuen. Foto: Jens Kirkeby
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Jættestuen i Giver er for få år siden blevet omfattende restaureret. Nye beboere var flyttet ind i den tomme jættestue, og de var ikke særligt populære.

En grævlingefamilie havde gravet sig ind under gravkammerets tonstunge vægsten og var begyndt en langsom underminering af gravkammeret, der ville ende med at skvatte sammen, hvis ikke man gjorde noget. Derfor begyndte man den møjsommelige tømning af gravkammeret for den jord, der gennem årtusinderne var kommet ind. Arbejdet var tungt, men det gav bonus. Jættestuen viste sig at have et fint brolagt gulv og fine murværker mellem de tunge vægsten. Restaureringen gav også en anden uventet viden;

”En af overraskelserne ved restaureringen er at jættestuen er blevet ombygget formentlig allerede i slutningen af bondestenalderen. Man har simpelthen nedlagt indgangen til jættestuen og fjernet det yderste af gangen. I stedet har stenalderbønderne opført en stenvold omkring gravhøjen. Det er ikke usædvanligt, at jættestuerne er blevet ombygget, men det betyder at vi ved restaureringen tager højde for de forskellige ombygninger af gravhøjen, således at de besøgende efter restaureringen kan se jættestuens ombygninger”, fortæller Jørgen Westphal fra Kulturstyrelsen, der var ansvarlig for restaureringen af jættestuen.

Jættestuerne var fællesgrave

Storstensgravene er opført i bondestenalderen for omkring 5000 år siden, og er gravkamre til de døde bygget få århundreder efter, at landbruget kom til landet.  Jættestuerne er fællesgrave. Her blev slægten begravet og i sjældne tilfælde har man fundet knogler fra mere end 100 personer. Opførelsen af især jættestuerne har været en kompliceret opgave. Bag de tonstunge vægsten og loftsten findes adskilte lag af flint, sten og ler, der skulle holde gravkamrene fri for fugt og stabilisere konstruktionen. Gravene er blevet anvendt til begravelser i adskillige århundreder – også efter bondestenalderens afslutning.

Roter din telefon