main menu
Tværhøj
Seværdigheder
Tværhøj. Foto: Jens Kirkeby
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Tværhøj udmærker sig mest ved det sagn der knytter sig højen. Sagnet er en mundtlig overlevering her fra egnen.

Sagnet

Genfortalt af naturvejleder Bo Storm.

En ung mand kom ridende fra Østervrå til Skæve ved aftenstide. På vejen til Skæve hørte han musik i det fjerne, red nærmere, og fandt at musikken stammede fra højen Tværhøj. Da han nærmede sig højen, så han at den stod på gloende pæle, og ud af højen strømmede lys og den skønneste musik. Indenfor dansede de smukkeste elverpiger, og da de fik øje på ham, løb de ham i møde, og bød ham vin fra et smukt juvelbesat bægre, og inviterede ham indenfor til en dans, men han blev dog stadig siddende på sin hest. Den unge mand var ikke sådan lige til at sige ja tak, da han godt havde hørt alle historierne om det at blive Troldbunden, hvis man kom ind i højen. Men pigerne var smukke og fristende, så han tog imod bægeret og skulle lige til at drikke vinen, da han besindede sig, og skyndte sig at smide indholdet over sin skulder, som i stedet ramte hesten, og sved hårene af på dens ryg. Derpå vendte han hesten, og red i fuld fart væk fra højen med bægeret i hånden, og alle elverpigerne i hælene. De ville have både ham og bægeret med ind i højen. Elverpigerne var lige ved at fange ham, da en mand som gik og pløjede med sin hest, fik øje på optoget og hørte de vilde skrig fra Elverpigerne. Han råbte til manden på hesten ”Rid på tværs af plovfurerne, så laver du korsets tegn, og så tør Elverpigerne ikke følge efter!” Manden på hesten, gjorde som han fik at vide, og straks han red på tværs af Plovfurerne stoppede Elverpigerne op, og han reddede dermed livet.

Da manden lettet kom hjem, satte han det juvelbesatte bæger op på en hylde på gården. Det gik derefter godt for manden. Der kom velstand på gården og han blev en holden mand. Men en aften, hvor det regnede og blæste udenfor, bankede det på døren til stuehuset, og manden gik hen og åbnede døren. Udenfor stod en gammel krumrygget og fattig udseende kone, som bad om noget varmt at drikke og ly for regnen. Manden inviterede hende indenfor, og tog det juvelbesatte bægre ned fra hylden, og fyldte det med noget varmt at drikke, da alle der kom forbi gården, blev budt at drikke af det smukke bæger. Han gav den gamle kone, bægeret. Men men, da hun fik bægeret, blev hun forvandlet til en elverpige, og med et skrig og et hånlig grin, sagde hun følgende: Så fik jeg endelig vores bæger igen! - og vips var hun ude af døren. Siden den dag, gik det ned af bakke for manden, og alle på gården levede i armod til deres dages ende.

Roter din telefon